En jule-elendighed så det batter - tvangauktioner stiger i Nykøbing F

Lørdag 30. december 2017 kl. 12:14

En jule-elendighed så det batter - tvangauktioner stiger i Nykøbing F
Med 49 bekendtgørelser i forbindelse med tvangauktioner fra retten i Nykøbing F i denne jule-måned sættes igen en fed streg under elendigheden. Den økonomiske og dermed også den elendige leve-kvalitet (eller rettere mangel på samme), som masser af folk udsættes for. Kommunerne Lolland, Guldborgsund og Vordingborg er hårdt ramt. Det værste sted i Danmark. I december 2016 var antallet af tvangauktion-bekendtgørelser 45. Hele dette år satte en ny meget bedrøvelig rekord med 507 tvangauktioner i de 3 kommuner på Lolland-Falster og Sydsjælland. I løbet af sidste års 12 måneder var antallet 485. Så al tale om, at det går fremad, kan jubel-optimisterne godt pakke sammen.

I hele Danmark var der 352 bekendtgørelser i forbindelse med tvangauktioner i denne jule-måned, i fjor var antallet 451 - altså et markant fald for hele landet. For hele dette år var antallet af tvangauktion-bekendtgørelser i Danmark 4.570 og i fjor 4.732 - altså også på årsbasis en positiv udvikling for hele landet.


© Copyright 2018 guldborgsundavis.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.