Fiskene og skipperen spræller videre på Stubbekøbing Havn

Fredag 10. januar 2014 kl. 07:43

Fiskene og skipperen spræller videre på Stubbekøbing Havn
Ligesom i fjor sørger fiskeskipper Ole Kristensen og hans besætning på kutteren ”Elly Kynde” (HM 447) igen for ”underholdningen” for hele det sydsjællandske område og Lolland-Falster ved at lægge til kaj i Stubbekøbing Havn. Miljøet på havnen med den gamle kutter, dens besætning og friske fisk trækker gevaldigt i både børn og voksne. Lørdag-søndag er der friske fisk for første gang i år.

På den måde har mange hjem fået sund mad fra Østersøen på bordet gennem de sidste 4-5 år, og Ole Kristensen har fundet afsætning for nogle af sine fisk. Hvis ikke ”Elly Kynde” er på havnen i Stubbekøbing, så er der noget, der ikke er i orden. Mens al andet dør hen, så spræller fiskene og skipperen videre.

Ole Kristensen og hans besætning er klar til at tage imod på havnekajen i Stubbekøbing fra kl. 9 lørdag og søndag. Hver weekend til og med den sidste i marts, vil ”Elly Kynde” ligge ved kajen i Stubbekøbing og sælge friske fisk.


© Copyright 2019 guldborgsundavis.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.